Danske Regioner har sagt ja til at finansiere et retningslinjesekretariat

Kære kolleger

LVS har længe arbejdet for at sikre støtte til arbejdet med kliniske retningslinjer i selskaberne – og nu er der godt nyt!

Danske Regioner har sagt ja til at finansiere et sekretariat, der skal bistå arbejdet med kliniske retningslinjer i de lægevidenskabelige selskaber.

Aftalen om et sekretariat rummer ikke honorering af forfatterne til retningslinjerne, men LVS forventer klart, at regionerne vil arbejde i retning af at sikre, at arbejdet kan foregå indenfor arbejdstiden.

Det nye sekretariat bliver bemandet med fagfolk med de rette kompetencer og skal være tovholder for alle lægevidenskabelige selskabers arbejde og herunder også støtte de selskaber, som ikke har ressourcer til at udarbejde kliniske retningslinjer selv. 

Sekretariatet skal bl.a. sikre, at retningslinjerne skrives ved hjælp af ensartet sprogbrug med brug af en skabelon. I skabelonen vil nøglebegreber og kvalificerende termer blive defineret fra første side og anvendt af forfatterne på en måde, som er let afkodelig for brugerne. Det skal bl.a. forhindre, at ord som ‘kan’, ‘bør’ og ‘skal’ bliver brugt usystematisk.

Retningslinjesekretariatet vil også koordinere samarbejde mellem forskellige selskaber og specialer, når der skal udarbejdes retningslinjer indenfor et sygdomsområde, hvor behandling strækker sig over flere specialer.

Sekretariatet vil hjælpe selskaberne med litteratursøgning, håndtering af referencer og høringsprocesser, sundhedsøkonomiske analyser m.m., ligesom det bliver en opgave at monitorere de kliniske databaser for at udpege behov for nye eller opdaterede kliniske retningslinjer.

Sekretariatet forventes at begynde sit arbejde i 2025 som en del af en ny regional organisation, Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, som også vil rumme regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram, RKKP, og Behandlingsrådet, som bliver erstattet af et fagligt råd. 

Vælg Klogt-organisationen har fået forlænget sin bevilling i foreløbig 2025 og 2026 og placeres organisatorisk parallelt med det nye kvalitetsinstitut.

Det er tanken at integrere Vælg Klogt i retningslinjerne, således at når en anbefaling fra Vælg Klogt optræder i en retningslinje, betragtes det som en tungtvejende anbefaling. Det vil indebære, at læger kan undlade udvalgte undersøgelser og behandlinger uden at frygte kritik fra Styrelsen for Patientklager, når retningslinjen er fulgt, eller det er dokumenteret i journalen, hvorfor den ikke er fulgt.

Som formand for LVS er jeg glad for, at vi efter flere års arbejde er nået hertil. Det er det første skridt i en lang proces hen imod mere anerkendelse af det store arbejde, læger laver for at sikre kvaliteten i patientbehandlingen. 

De bedste hilsner

Susanne Axelsen, formand

LINK:

https://selskaberne.dk/artikler/nyhed/nyt-institut-skal-styrke-arbejdet-med-kliniske-retningslinjer